skrummel, orla grane, galleri grane, Århus, Danmark

Hamskifte
Overskrumlet Orla Grane kom til verden i 1959. En dårlig ryg blev startskuddet til at komme på Ryslinge højskole, hvor jeg var heldig at få Erik Andersen til "Kælder", som var navnet på hans kunstundervisning (nede i kælderen). I kælderen var der mulighed for at prøve alle kunstretninger af: Sten, metal, glasmosaik, billedskærerarbejde, maleri og keramik.

"Orla, du laver ikke noget...", sagde han i starten.
"Nej, for det kan jeg ikke finde ud af!"
"Når man laver kunst, er de 50% at have de rigtige materialer, værktøjer og teknikker. 10% er talent. Resten er noget man kæmper for."
"Orla, når kurset er slut, kan du sige, når folk spørger; Hvorfor laver du ikke kunst?
Fordi jeg desværre ikke har talent. Men du kan ikke sige: Fordi det kan jeg ikke finde ud af. For det kan alle."
 

En anelse talent
Jeg fandt ud af, at jeg vist havde lidt talent. Efter opholdet på Ryslinge Højskole fortsatte jeg med at dygtiggøre mig, og efter tre år måtte jeg erkende, at det var skulpturen, der stod mit hjerte nær.

Skrummelfødsel
Mange spørger, hvor inspirationen kommer fra til mine skrumler, (skrumler er fællesbetegnelsen for mine skulpturer). Inspirationen kommer, når jeg arbejder, men jeg får også inspiration, når radioen sender fra folketinget, og fra Bibelen, der nok er verdens bedste billedbog.

Skrumlernes  rastløse vandring
På sin vandring gennem verden har skrumlerne bl.a. været i Århus Musikhus, Århus Kunstbygning, Galleri Gallo, Baunhøj Mølle, Galleri Lysthuset, Ridehuset, Hotel Hiltop, Galleri Alstrup, Den gamle By, - og sidst, men ikke mindst, på Lading, hvor overskrumlet modtog den eftertragtede Elna Skjoldan Olesen-pris for sine skrumler.

Men skrumlerne er rastløse og på evig vandring. Skal de lægge vejen forbi dit galleri? De håber på en dag at komme i Guinness' rekordbog som de skrumler, der er gået længst og været på de fleste gallerier i verden.

Vær sød at hjælpe os med at nå vores mål.
På forhånd tak på skrumlernes vegne

Overskrumlet
Orla Grane.

srummel, orla grane, galleri grane, Århus, Denmark